Man kan dele arbejdet med at udarbejde et sorgberedskab op i tre dele:
 
Sorgbearbejdning, når der indtræffer omstændigheder i personalegruppe. 
Det kan handle om, at en kollega får konstateret en livstruende sygdom eller dør, eller at en medarbejders nære pårørende får konstateret en livstruende sygdom eller dør.
 
Sorgbearbejdning, når arbejdet påvirker ansatte stærkt følelsesmæssigt. Begravelser af børn og unge mennesker påvirker alle stærkt. Der er derfor god mening i at aftale nogle procedurer for, hvordan personalet støtter hinanden under og efter denne type handlinger. Det sker også, at mennesker forsøger eller begår selvmord i kirken. Det påvirker én voldsomt at blive ufrivilligt vidne til dette.
 
Sorgbearbejdning, når man skal forholde sig til andre menneskers sorg. 
Det er bl.a. det, præsterne er uddannede i. Det betyder ikke, at det ikke påvirker dem, men det betyder, at der er god mening i, at det netop er præsterne, der udfører dette arbejde. Andre ansatte oplever også - på kontoret eller kirkegården - mennesker i sorg, der gerne vil tale med dem. Der er derfor mening i at forholde sig til, hvordan dette kan gøres på en måde, hvor de sørgende støttes, og de ansatte samtidig får redskaber til at kunne håndtere arbejdet, således at det er hensigtsmæssigt for alle parter. Her er det vigtigt, at grænsen mellem præstens arbejde og det øvrige personales arbejde gøres tydelig og kan forvaltes i praksis.